Min historie – og tanker herom
Min historie starter langt tilbage. Længe før jeg kom til verden, ja længe før jeg var tænkt på!
Min mor var enebarn og hendes mor var meget pertentlig, meget kontrollerende og fik min mor til at gøre oprør. Hun satte sig for, at hun ikke ville være den samme type mor, så jeg oplevede hende som lidt fraværende – ikke laissez faire, men jeg havde en stor grad af frihed og selvbestemmelse, når det kom til de små ting i hverdagen. Min mor blev klædt på af sin mor – jeg tog bare noget på fra skabet. Hun spurgte ikke meget ind til mine tanker og gøremål – ikke fordi hun ikke var interesseret, men fordi hun ikke ville udsætte mig for 3.grads forhør, som hun selv var blevet. Derfor havde jeg mere frihed end mange andre, men oplevede også en ensomhed. Min mor elskede mig, det var jeg ikke i tvivl om, men der var bare en afstand mellem os.
Jeg tror, min mor havde en depression, før hun fik mig. Hendes mand – min biologiske far – havde forladt hende for en anden, da hun var 5 måneder henne i sin graviditet med mig. De havde været gift i 5 år, og hun havde tidligere fået tre ufrivillige aborter. Kun en af dem levede længe nok til at blive døbt – Martin hed han. Da jeg ankom, stod mor der som enlig mor i midten af 60’erne, og det har været hårdt arbejde og dengang heller ikke særlig velanset. Mor har flere gange sagt, at jeg reddede hendes liv, da jeg blev født. Det er blandt andet derfor, jeg tror, hun har været deprimeret. Det tror da også pokker – højgravid og forladt – mutters alene i en fremmed by. Selvom mormor hjalp, hvor hun kunne, så har det været rigtig hårdt.
Min mormor var en ud af 7 søskende – hun var den mellemste af pigerne og det mellemste barn i det hele taget. Da hun var lille boede hun hos sine bedsteforældre i lange perioder, fordi hendes mor var syg og indlagt på sygehus, og det var hende, der fandt bedstefaderen, da han lå og var død i sin seng. Hun har antydet, at hun havde været udsat for et seksuelt misbrug, men hun ville aldrig tale om det.
Hun betød uendeligt meget for mig, fordi hun helt tydeligt gerne ville mig. Jeg var tit hos min mormor og morfar, når jeg var syg og i ferierne. Hendes ubetingede kærlighed, som hun glad og gerne bragte til udtryk, gjorde en ubeskrivelig forskel for mig – hun gav mig følelsen af, at jeg var god nok.
Endnu længere tilbage ligger erindringer om tidligere liv her på jorden. Jeg har oplevet sult, krig, ulykkelig kærlighed, frihed, slaveri, udstødelse, rigdom og dyb fattigdom. Alle af facetter af det lysvæsen, der er mig. Alle trækker de tråde til den, jeg er i dag.
Mine første 1½ – 2 år i dette liv var gode og trygge. Jeg var i dagpleje hos min mors veninde, indtil jeg var tre år gammel, og hun var altid Elsemor for mig.
Min papfar kom ind i billedet da jeg var ca. 1½, og da jeg var fire, flyttede min mor og jeg sammen med ham i en villa i et forstadskvarter – lige op af en skov. Den kom til at betyde meget for mig senere.
Min papfar var hvad man i dag ville kalde en hustyran. Han havde nemt ved at blive stresset over arbejdet, og han havde meget strikse regler for, hvordan mit værelse skulle se ud osv. Han havde været sergent i hæren og han var ekstremt god til at skælde ud. For en lille pige var han frygtindgydende. Hver gang han trådte ind af hoveddøren gjaldt det om at gemme sig på værelset og for alt i verden ikke gøre opmærksom på sig selv. Hvis jeg kunne snige mig ud i køkkenet til min mor uden at se ham, var jeg tryg. Der kunne jeg sidde og læse om Sølvpil, Falk og Månestråle og drømme mig væk til fremmede lande.
Men der var også andre ting, der satte dybe, smertefulde spor. Som det desværre er sket for alt for mange små piger (og drenge) gennem historien, så var der nogen, der ikke kunne respektere grænserne for, hvordan man kan behandle et barn og som overtrådte dem. Jeg oplevede overgreb over en længere periode, og selvom jeg har fortrængt mange af detaljerne, var det dér, jeg første gang forlod min krop og oplevede lyset, kærligheden og trygheden i den åndelige verden. Når jeg ikke kunne holde ud at være i min krop, så røg jeg op til lyset. Den oplevelse har præget resten af mit liv og har givet mig en bevidsthed om, at der findes en anden virkelighed – et sted hvor der altid er kærlighed, hvor der ingen smerte findes, og hvor du er omgivet af lysvæsener, der kender dig og elsker dig. Som sagt husker jeg ikke mange detaljer. Jeg husker mest alt det rundt omkring. Det var som om, at hvis jeg bare kunne huske billederne omkring, så behøvede jeg ikke huske det, der gik forud.
Det var det samme med al skæld ud og dårlig stemning. Jeg besluttede på et tidspunkt – jeg tror, jeg var omkring 12 – at jeg ikke gad at huske på alle tårerne, alle de uretfærdige overfusninger og hårde ord, alle overgrebene og hvor ulykkelig jeg var. Jeg besluttede at putte dem i kasser, som jeg lukkede tæt til og satte op på et støvet loft i mit sind. Men det betød ikke, at jeg ikke gerne ville elskes. Jeg var knap 30 år gammel, før jeg endeligt opgav drømmen om, at ’far’ ville elske mig lige så meget, som han elskede mine søskende.
Jeg orkede ikke al det negative, jeg ville have lov til at være glad, for jeg vidste at det var min natur. Jeg søgte tilflugt i bøgerne og i skoven. Jeg elskede skoven og gik gerne op til min mors kollega og lånte en hund, som jeg så gik lange ture med.
Jeg fik lov til at gå til ridning og elskede samværet med de store, dejlige dyr, der på en gang både var milde og vilde. Følelsen af samhørighed og kontrol med så stort et dyr var fantastisk og var lægende for min sjæl.
Skolen -1. til 7. klasse – var vel en form for tilflugtssted – jeg klarede mig godt og fik gode karakterer – men der var en pris. Jeg var altid uden for gruppen. Jeg kunne bruges, hvis de andre skulle bruge noget hjælp, men ellers havde jeg ingen venner. Jeg tog en klassekammerat eller to under mine vinger, de var også isolerede og ikke så dygtige. Ingen gad være sammen med dem. Nå, men der var heller ingen, der gad være sammen med mig, så jeg tog mig lidt af dem.
8. og 9 klasse var på en anden skole i en landsby i nærheden. Der fik jeg for første gang en veninde, og vi blev uadskillelige. ’Far’ kaldte os siamesiske tvillinger. Vi var begge hestepiger og delte musiksmag og mange andre ting. Vi snakkede om alt og meldte os sammen ind i et ungdomspolitisk parti, hvor vi var aktive, når vi ikke var i skole, på rideskole, lavede lektier eller hyggede sammen hjemme hos en af os.
Skolen var stadig præget af mobningen for mig. Det blev bedre i gymnasiet, men det var først på universitetet, at jeg følte mig til rette. Først der, følte jeg, at jeg havde et fællesskab med mine medstuderende.
Efter gymnasiet var jeg i udlandet i et halvårstid – jeg skulle have været der et år, men måtte vende hjem i utide, fordi jeg – på trods af en spiral – var blevet gravid med min kæreste hjemmefra min hjemby. Jeg ville gerne have barnet, men blev presset af min papfar til at få en abort. Han sagde, min mor havde ofret så meget, for at jeg kunne få en uddannelse, og jeg ville ødelægge min fremtid, hvis jeg valgte at få barnet. Jeg vidste, jeg ville få brug for deres hjælp, hvis jeg gennemførte graviditeten, og hvis jeg ikke havde den, var det slet ikke til at overskue, så jeg fik en abort.
Barnets far fik slet ikke noget at vide før langt senere – jeg vidste, at jeg ikke som sådan var forelsket i ham og ikke kunne forestille mig et liv med ham, og jeg skar ham helt ud af beslutningsprocessen uden at tænke over, at han også havde ret til en mening og indflydelse på valget. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at det misbrug, der lå i min barndom, farvede og skævvred de første mange forhold, jeg havde til det modsatte køn. Dette blev forstærket, da jeg oplevede at blive brugt og vraget af min første store forelskelse. Derefter opsøgte jeg ’sikre’ forhold – hvor der ikke var store romantiske følelser involveret, men dog gensidig sympati og fysisk tiltrækning. Det måtte være nok. Langt senere har jeg heldigvis mødt min nuværende livsledsager, som har været, og fortsat er, en kæmpe støtte for mig. Mellem os er der respekt, der er kærlighed og rummelighed, så vi kan være os selv og samtidigt være der for hinanden. Så noget må jeg have lært.
Efter aborten kom jeg i huset på landet knap et halvårstid, før jeg startede på mit første studium i Odense. Det var en okay tid, hvor jeg for første gang tjente mine egne penge, og opdagede at jeg havde en tøjsmag. Indtil da, havde jeg bare gået i det, min mor havde købt til mig eller havde fået af venner, hvis egne børn var vokset fra det. Jeg havde gode veninder, og vi var sammen det meste af min fritid – gik i byen, festede, hyggede derhjemme.
Da jeg flyttede til Odense, mødte jeg mit livs store kærlighed – en flygtning fra Iran, der boede på samme kollegium som jeg. Jeg var ret forelsket i ham, men tænkte ikke, at en som ham, der var så fantastisk, overhovedet ville ænse, at jeg eksisterede. Det gjorde han, men han ville helst holde vores forhold hemmeligt, så han kom til mig om natten, når ingen så det. Jeg var så overvældet over hans interesse, at jeg ikke reagerede på dette eller andre faresignaler om, at vores forhold ikke var ligeværdigt eller sundt. Jeg havde opsøgt en kærlighed, der var designet til at fremprovokere de samme temaer om manglede selvværd, om manglende ligeværd, om dominans og eftergivenhed. Universet gav mig en mulighed for at gennemskue det, og sige fra og forlange respekt og balance, men det var jeg ikke i stand til endnu. Jeg troede stadig, at min værdi lå i at tilbyde mit hjerte på et sølvfad, at lade mig bruge.
Ikke desto mindre var kærligheden så stærk, at vi blev sammen i næsten 10 år, blev gift og fik en søn, som så desværre blev trukket igennem en på alle måder traumatisk skilsmisseproces. Det var først, da det stod klart for mig, at enten gik jeg fra mit ægteskab, eller også forsvandt jeg – den jeg var – ind i den rolle, min mand gerne ville have, jeg udfyldte. Han var så vant til at kunne presse og manipulere mig til at få sin vilje, at det var et kæmpechok for ham, da jeg endelig sagde fra.
I dag når jeg ser tilbage på den, jeg var, ser jeg en kvinde, der slet ikke vidste, hvor vidunderlig, unik og smuk en sjæl, hun var – ligesom hendes mand ikke vidste, hvor fantastisk, hvor dygtig og hvor kærligt et menneske, han var. Vi stod som to fremmede for os selv og hinanden – og vi var ikke i stand til at hjælpe hinanden til i kærlighed at åbne os op og afføre os alle de lag af traumer, normer og kulturelle forventninger, som vi var iført. Som to pupper, var det vores opgave at gøre os sårbare ved at smide de lag, der skjulte vores inderste væsen, så vi kunne ende med at flyve bort sammen. I stedet lod vi gamle mønstre, frygt, og usikkerhed trække os fra hinanden – vi blev i vores egen puppe, indtil den faldt fra hinanden, og på det tidspunkt var min forvandling så stor, at vi til sidst ikke kunne genkende hinanden og slet ikke genfinde hinanden.
Årene omkring skilsmissen var nogle svære år – de sværeste i mit liv. Mit forhold til min søn led under hans fars smerte, som blødte over i ham som vrede og sorg. De frustrationer skulle jeg kunne rumme. Det gjorde jeg også, men der var en pris. Det kostede så meget energi og så mange kræfter, at jeg i mange år efter har oplevet nogle post-traumatisk stress symptomer. Min korttidshukommelse har været meget påvirket, mit energiniveau blev aldrig det samme igen og mit overblik og evne til at have gang i flere ting på samme tid blev væsentligt reduceret.
Men, helt tomhændet kom jeg ikke igennem krisen. Som alle de udfordringer, vi bliver stillet overfor i vores liv, var denne krise også fyldt med muligheder for mig. Jeg lærte noget om mig selv. Jeg lærte, at jeg fra nu af aldrig ville gå ind i et forhold, der ikke var baseret på gensidig respekt og ligeværdighed. Jeg lærte, at jeg var stærkere, end jeg selv havde vidst var muligt, og jeg lærte, at der altid er hjælp at hente, hvis man beder om det. Jeg lærte, at retfærdig vrede kunne være en drivkraft, der kunne give mig kræfter til at stå imod fortvivlelsen og modløsheden. Jeg havde ellers aldrig rigtig turdet være vred. For at være vred skal man jo føle, at man har ret til at være vred – at man har ret til at forlange at blive behandlet ordentligt – at man har ret til respekt fra andre. Det havde jeg aldrig følt, så det var først, da jeg kom helt ud og hænge i rebene i ’bokseringen’, at jeg forstod/ mærkede vreden og dermed kunne insistere på, at jeg også havde ret til at være i verden.
Krisen var også min vej ind på den spirituelle kurs. Jeg læste en masse om psykologi, om sjælen, om reinkarnation, om meditation, om astrologi og mange andre emner, der åbnede sig for mig. Især alt, der omhandlede sjælens evige liv og reinkarnation, fascinerede mig dybt, og jeg læste en masse bøger, der åbnede døren til en større verden, en verden, der var fuld af lys, af uendelige muligheder og af kærlighed.
Jeg læste bl.a. en bog, hvor det blev beskrevet, hvordan man laver en reinkarnations meditation, og jeg blev fuldstændig blæst bagover af resultatet. Jeg oplevede tidligere liv, som jeg ikke før havde anet noget om – jeg havde været datter af en italiensk adelsmand (jeg havde en affære med en gartner og blev udstødt af familien), jeg havde været sort, mandlig slave i Rom (jeg var homoseksuel og dybt ulykkelig), jeg var sultet ihjel som barn af en fattig kvinde et sted i Sydeuropa, og jeg havde været inkarneret på landet i Danmark før som kvinde (jeg havde et forhold til min bror – vi flyttede væk fra vores fødestavn og giftede os, men turde ikke få børn). Jeg havde bedt om at få vist tidligere liv med relation til de ting, der foregik i mit liv på det tidspunkt, og som I nok kan se, handlede det meget om relationer – især kærlighedsrelationer. Jeg havde nemlig mødt min ’tvillingesjæl’ – den anden halvdel af min androgyne sjælstilstand. Når vi er i den åndelige verden, er vi på et tidspunkt i vores udvikling androgyne – dvs. vi rummer både den kvindelige og den mandlige essens. Senere deler man sig op i to separate væsener – en hvor den kvindelige essens dominerer og én hvor den mandlige essens er stærkest. Hvis man møder sin ’tvillingesjæl’, mens man er inkarneret her på jorden, vil der opstå en stærk tiltrækning og følelse af sympati og samhørighed, og det er en stor udfordring at få den tiltrækning vendt fra et fysisk og psykisk flammebål til noget, man i stedet kan bruge til at støtte og supplere hinanden. Det var i hvert fald den helt store udfordring for mig, og det tog mange år at få energierne transformeret, men det lykkedes!
Oplevelsen med at se disse inkarnationer i min meditation var en kæmpe oplevelse for mig og en af de begivenheder, der gjorde mig helt sikker på, at her var der mere at arbejde med. Jeg har også prøvet at få sessions hos flere reinkarnationsterapeuter/ behandlere, og det har skubbet til min udvikling hver gang.
En anden oplevelse, der blev et vigtigt omdrejningspunkt for min videre udvikling, var da min mormor døde. Hun var bange for at dø og havde holdt fast i livet pga. denne angst i hvert fald de sidste to år, hun levede. Hun sagde, hun troede, at når man døde, var det bare mørkt og alt var slut. Jeg havde prøvet at tale med hende om, hvordan jeg oplevede kontakten med den anden side – hvordan min morfar tit var hos os, og hvordan de ville komme og hente hende, så hun ikke var alene, når det var hendes tur til at skulle forlade denne verden. Hun var ikke særlig modtagelig, men hun havde Alzheimers, så det var ikke nemt at kommunikere.
Vi sad hos hende næsten i døgndrift til sidst, men hun ventede, til vi ikke var der. Hun sov ind kl. 03 om natten, kort efter min mor var taget hjem for at få lidt søvn, og morgenen efter tog jeg ud på plejehjemmet for at se hende. Hun var blevet gjort i stand og lå i sin seng. Jeg satte mig i en stol ved siden af og besluttede mig for at gå ind i en meditation og se, om hun stadig var i nærheden. Hun kom så stærkt igennem og var så jublende lykkelig over at være sig selv igen og være sammen med sin familie igen, at jeg var sad med tårer i øjnene og en dyb ro bagefter. Det var en utrolig stærk oplevelse, som betød rigtig meget for min videre udvikling, og min mormor er stadig hos mig og hjælper mig i mit energiarbejde.
Der gik en del år med at komme på fode igen efter skilsmissen – flere end man skulle tro. Vi flyttede 8 gange på 12 år, og jeg havde 7 forskellige vikariater og midlertidige stillinger, før det endelig efter 10 år lykkedes at få en fast stilling. Alt sammen samtidigt med to retssager om forældremyndighed, møder i statsamtet og fogedretten, psykologudredninger, massevis af samtaler med socialarbejdere og talløse togture til og fra min søns far. Men vi kom igennem det og det er en af mit livs allerstørste bedrifter, at det lykkedes mig at få min søn bare nogenlunde helskindet gennem de år. Han fik skrammer og nogle af dem sidder som ar på sjælen, men han er i dag en stærk, smuk sjæl med en uddannelse og en succesfuld fremtid foran sig, og det er jeg bare så taknemmelig for og stolt af. Jeg er overbevist om, at i den første halvdel af mit liv, da var mit livsmål – den kontrakt jeg indgik, før jeg inkarnerede til dette liv – at hjælpe ham igennem de kæmpe udfordringer og kampe, han skulle overkomme, uden at han mistede sig selv, men kom ud på den anden side med sit lys intakt.
Næste del af mit liv har et andet livsmål. Jeg skal arbejde for Lyset – for Spirit – for Universet. Hvad man end ønsker at kalde det, så er det mit formål nu. At sprede lys, at udbrede kendskabet til den åndelige verden og dens principper. Det er det, jeg har brugt de sidste mange år på at forberede mig til. Jeg har været på kurser og workshops – på messer og i grupper i godt 10 år, og jeg elsker hvert øjeblik, jeg bruger på energiarbejde, som man også kalder det. Efterhånden er jeg ved at være klar til at være aktiv som underviser/ behandler såvel som elev, og det er derfor, jeg har kastet mig ud i projektet med denne hjemmeside og med at skabe det fællesskab, der forhåbentligt kommer ud af det.